Søvnfaser – Hvilken søvnfase er vigtigst?

Skrevet af
Simone Simonsen
Senest opdateret d.

Søvn er en stor del af vores liv, da vi ca. sover en tredjedel af livet. Da en så stor del af vores liv består af søvn, er det vigtigt, at vi både får den rette mængde søvn, og at søvnkvaliteten er god. Vores søvn har nemlig stor betydning for, hvordan vi fungerer i vores vågne timer. Det er altså ikke kun vigtigt at sove nok timer, men at selve søvnen er kvalitetsfuld, så du vågner frisk og veludhvilet.

Søvn er et basalt behov for os mennesker, som vi ikke kan undvære. Det er ganske normalt og naturligt, at vi oplever træthed efter at have været vågne i 15-17 timer. Forsøger du at udsætte søvnen vil du opleve konsekvenser som reaktionsnedsættelse, voldsomhed træthed og endda måske opleve synsforstyrrelser og hovedpine. Det er blot nogle af de konsekvenser, der opstår ved at udskyde søvnen. Men hvad sker der så egentlig når vi sover? Og hvordan foregår de forskellige faser af søvnen? Læs med her og bliv lidt klogere på de 4 søvnfaser og deres betydning.

Hvad er de 4 søvnfaser?

Der er flere faser i vores søvn, og tilsammen kaldes de 4 søvnfaser for søvncyklus. En søvncyklus består altså af 4 søvnfaser. En søvncyklus varer typisk mellem 90 og 110 minutter og bliver gentaget flere gange i løbet af natten. Når vi vågner, kan vi have været igennem 4-6 søvncyklusser. De 4 søvnfaser kommer i samme rækkefølge hele natten igennem, men længden af hver fase varierer typisk jo længere vi kommer hen i rækken af søvncyklusser. De 4 søvnfaser er døs, let søvn, dyb søvn og REM søvn.

Søvnfase 1: Døs
Den første fase vi glider ind i er døs. Det er en tilstand mellem vågenhed og søvn. Du har måske oplevet at sidde i sofaen om aftenen og døse lidt hen. Du sover ikke helt, men er heller ikke helt vågen. Det er fasen, før vi falder rigtig i søvn og vi er utrolig lette vække i denne fase.

Søvnfase 2: Let søvn
Efter at have døset hen glider vi over i den lette søvn. I denne fase er vi gået ind i den “rigtige” søvn, men er stadig forholdsvis lette at vække igen.

Søvnfase 3: Dyb søvn
Den dybe søvn indtræder ofte efter 30-40 minutter i den lette søvn. I den dybe søvn sover vi tungt, og vi er i denne fase utrolig svære at vække. Det er i den dybe søvn, at vores krop restituerer og gendanner sig selv. Den dybe søvn er altså en vigtig fase, da det er her din krop for alvor slapper af og hjerneaktiviteten er lavest. Jo længere hen på natten vi kommer, jo kortere bliver fasen med den dybe søvn.

Søvnfase 4: REM søvn
REM-søvnen er den fase, hvor vi drømmer. Hjernen er i denne fase mere aktiv igen, og du vil være lettere at vække. Måske du endda har oplevet, at du vågner midt i en drøm. Denne fase bliver længere jo flere søvncyklusser vi kommer igennem.

Hvad sker der i den dybe søvnfase?

Den dybe søvn er den tredje fase af de 4 søvnfaser. Det er i denne fase, hvor kroppen restituerer og hvor både pulsen og åndedrættet bliver langsom og regelmæssig. Det er også i den dybe søvn, at hjernen bearbejder indtryk fra dagen. Den dybe søvn er her, hvor kroppens celler gendannes og genopbygges. Det er derfor en vigtig fase, der har stor betydning for din generelle sundhed og dit helbred.

I den dybe søvn er vi svære at vække, men bliver du alligevel vækket i denne fase vil du typisk opleve at være en smule ved siden af dig selv. Det kan tage op til 30 minutter før hjernen er tilbage på fuld blus, så det kan være en god idé at tage en rolig morgen, hvis du er blevet vækket fra den dybe søvn.

Hvad er bedst REM eller dyb søvn?

Den dybe søvn er den tredje søvnfase, hvor både hjerne og krop restituerer og styrkes på ny. Den dybe søvn er vigtig, da det er her hjernen renses for affaldsstoffer og gendannes efter dagens aktiviteter. REM-søvnen er den fase, hvor vi drømmer, og hvor hjernen igen er aktiv. Tidligere har man ment, at den dybe søvn har større betydning end REM-søvnen. Der er dog flere meninger nu om, at REM-søvnen også spiller en utrolig vigtig rolle. Der menes, at denne fase også har en afgørende betydning for bl.a. indlæring, hukommelse og opbygningen af hjernen.

Generelt er alle 4 søvnfaser vigtig for at opnå en god søvnkvalitet. Bliver du vækket flere gange i løbet af natten og derfor bliver hevet ud af de forskellige søvnfaser, vil du opleve at din søvnkvalitet forringes. Alle søvnfaser er en vigtig del af din søvn og med til at du kan vågne frisk og veludhvilet. Det er altså som udgangspunkt ikke en fase, der er vigtigere end andre.